AaB-lejr er fornøjet over sprudlende første halvleg
Marti Cifuentes og AaB kunne mandag glæde sig over en 1-0-sejr på udebane over Vejle i Superligaen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB spillede mandag noget af sit bedste spil under cheftræner, Marti Cifuentes, mener en af holdets profiler.
Måltavlen viste mandag aften ganske vist blot 1-0 til AaB over Vejle efter 90 minutter, men nordjyderne leverede en overlegen præstation, hvor sejrscifrene burde have været større.
I første halvleg sprudlede AaB offensivt, og der blev skabt chancer nok til, at kampen kunne have været lukket ved pausen.
Faktisk var AaB's første 45 minutter så gode, at backen Kristoffer Pallesen efter kampen mente, at det muligvis var det bedste, AaB har præsteret under klubbens spanske træner, Marti Cifuentes.
- Jeg er sindssygt tilfreds med første halvleg. Det er noget af det bedste, hvis ikke det bedste, under vores nuværende træner.
- Vi smadrede Vejle fuldstændig og splittede dem ad. Vi skabte chance på chance på chance.
- Det var tæt på en skandale, at vi kun gik til pause foran 1-0. Kampen burde have været slut allerede dér, siger Kristoffer Pallesen.
Cifuentes, der har været i AaB siden årsskiftet, deler sin spillers overbevisning om, at første halvleg var på et meget højt niveau.
Han føler, at AaB-truppen er ved at forstå de taktiske idéer, som han prøver at implementere.
- Helt sikkert. Drengene gør et super stykke arbejde. Vi prøver at arbejde videre med gode ting som det presspil, holdet udviklede under Jacob Friis (AaB's tidligere cheftræner, red.).
- Arbejdsetikken er rigtig, rigtig god, og vi arbejder godt med at forbedre spillet på bolden og positioneringen på banen. Drengene skal have al ros for at være åben for mine idéer og for at udvikle spillet, siger den 39-årige cheftræner.
Retfærdigvis hører det med til historien, at Vejle kom bedre med i anden halvleg. Vejles træner Carit Falch anerkender AaB'ss kvalitet, men han hæfter sig ved, at hans eget mandskab præsterede bedre efter pausen.
- Overskriften må være, at der var kæmpe forskel på de to halvlege.
- AaB er så godt et hold, og det er så indspillet nu med træneren, at de har så meget kvalitet, at du bliver revet rundt, hvis udtrykket er forkert.
-Vi var heldige med at ikke være bagud med flere ved pausen, lad os bare være ærlige.
- Man så et helt andet Vejle-hold i anden halvleg og et hold, som jeg kan identificere mig med, siger Carit Falch.
AaB holder med sejren trit med topholdene på femtepladsen, mens Vejle er sidst i Superligaen.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie