AaB nedjusterer atter en gang

AaB har hverken økonomisk eller sportsligt fået det til at spille optimalt i 2010. I Superligaen er AaB placeret på sidstepladsen, og på årets sidste dag fik underskuddet endnu en nøk nedad.

Oveni i det underskud, som tidligere er udmeldt fra AaB-ledelsen, så forventes der yderligere 16 millioner i underskud, så det samlet lyder på 48 millioner kroner før skat.

Nedjusteringen kommer på grund af afhændelse af bygningerne på Hadsundvej, som samtidig betyder "en betydelig gældsreduktion", forklarer AaB?s administrerende direktør Poul Sørensen i en pressemeddelelse.

- 2010 har været et vanskeligt år for AaB, og derfor er det ekstra tilfredsstillende, at vi på årets sidste dage har fået yderligere elementer på plads i vores omfattende genopretningsplan, som vi varslede ved offentliggørelsen af regnskabet for 2009, siger Poul Sørensen.

Det er også lykkedes at få overdraget den underskudsgivende håndboldklub i AaB til nye ejere, slippe fri fra en ellers uopsigelig lejeaftale, ligesom medarbejderstaben i AaB A/S inden for kort tid er halveret.

- Det har haft væsentlige økonomiske konsekvenser at få afviklingen af AaB Håndbold og udtrædelsen af AaB Konferences lejeaftale på Hadsundvej bragt på plads. Generelt har omstruktureringen været dyr men nødvendig, konstaterer Poul Sørensen.

I AaB Håndbold vækker det stor glæde, at klubben har fået nye ejere. Forretningsmanden Eigild B. Christensen har indskudt den fornødne kapital, og klubben overtager licensen fra Vadum IF fra 1. januar.

- Det er fantastisk, at vi på så kort tid, har kunnet skabe et økonomisk fundament, der giver os tro på en lys fremtid for herrehåndbolden i Nordjylland.

- Vi er yderst taknemmelige for, at Eigild B. Christensen har bakket op økonomisk om det nye projekt, og vi håber desuden på, at det nordjyske erhvervsliv vil tage godt imod det nye håndbold-set up, siger sportsdirektør Jan Larsen.

/ritzau/

AaB A/S må atter nedjustere forventningerne, efter koncernen har skilt sig af med AaB Håndbold.

Offentliggjort Sidst opdateret