AaB og Randers jagter forstærkninger

Kampen for at undgår nedrykning fra Superligaen er tæt som aldrig før, og både Randers FC og AaB er parat til at agere på vinterens transfermarked for at undgå en tur ned i 1. division.

AaB ligger i øjeblikket sidst i Superligaen, og holdet faldt totalt sammen i lørdagens 0-6-nederlag til OB. Sportsdirektør Lynge Jakobsen er parat til at handle, hvis han kan finde pengene.

- Jeg har en liste med tre-fire navne. Vi har ikke snakket med dem endnu, men de ved nok godt, at vi er interesserede, og det er spillere, som vi kender i forvejen. Og så siger jeg heller ikke mere, siger Lynge Jakobsen til Nordjyske.

Problemet for AaB-bossen er dog, at AaB Sport har en trængt økonomi, og at han derfor er nødt til at sælge spillere, for at han kan købe.

- Og det er helt fair, men det gør det sværere for mig. Jeg har kun delvis indflydelse på, hvem der skal ud, for vi kan jo ikke tvinge nogen til at købe vores spillere, siger han.

I Randers har direktør Jakob Nielsen ligeledes en liste over spillere, han vil gå efter. Men i modsætning til AaB-kollegaen har han penge at gøre godt med.

- Vi vil handle. Om vi henter to eller fem spillere, kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Men vi kigger på emner til alle tre kæder.

- Vi har økonomisk råderum til at gøre noget. både når det handler om at øge bredden og kvaliteten i truppen, siger Jakob Nielsen til Ekstra Bladet.

Randers ligger lige over nedrykningsstregen. Holdet har 19 point, to mere end Esbjerg og tre mere end AaB

/ritzau/

I kampen for at undgå nedrykning fra Superligaen er AaB og Randers klar til hente forstærkninger ind i truppen

Offentliggjort Sidst opdateret