AaB overvinder chokstart og tager første forårssejr
Mathias Jørgensen har scoret i begge sine kampe for AaB. Dette foto er fra sidste uges opgør mod Sønderjyske. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB kom bagud efter to minutter i Fredericia, men det lykkedes nordjyderne at vinde topkampen 3-2.
Meget skal gå galt for AaB, hvis ikke klubben skal rykke tilbage i Superligaen til sommer.
Fredag aften hentede nordjyderne en 3-2-sejr ude over rækkens nummer tre, FC Fredericia. Sejren bringer AaB op på rækkens førsteplads, og klubben øger afstanden til Fredericia uden for oprykningszonen til hele 12 point.
AaB fik en kedelig start på foråret ved at formøble en tomålsføring hjemme mod Sønderjyske, og fredag kom AaB på ny i modvind, før holdet fik vendt kampen.
Allerede efter 40 sekunder var Fredericia tæt på en scoring, og der var kun spillet lidt over to minutter, før hjemmeholdet tog føringen.
Sofus Berger klappede til bolden fra kanten af feltet, og både AaB-keeper og AaB-forsvaret stod stille og så til, at den gik i nettet.
Trods en vaklende start fik nordjyderne svaret tilbage efter 17 minutters spil. Diego Caballo slog et frispark ind i panden på Rasmus Thelander, og selv om han befandt sig i en svær position, formåede han at dirigere en udligning i mål.
Mindre end ti minutter senere tog nordjyderne så føringen. Vinterindkøbet Mathias Jørgensen udnyttede et perfekt oplæg fra svenskeren Melker Widell.
Christian Gammelgaard var tæt på at udligne lige inden pausen, men han skulle tage revanche lige efter sidebyttet.
Anden halvleg var kun fem minutter gammel, da kantspilleren udlignede til 2-2 efter et mønsterangreb.
AaB genvandt føringen midt i anden halvleg, da Lars Kramer var helt fri i feltet efter et frispark og let kunne heade AaB i front.
Fredericia kunne ikke komme med noget modsvar, og klubbens spinkle drøm om oprykning kræver efterhånden et mirakel.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde