AaB på delt førsteplads efter OB-selvmål
AaB spillede sig helt op på en delt førsteplads i Superligaen, da nordjyderne lørdag aften ganske fortjent besejrede OB med 1-0 hjemme i Aalborg.
Den enlige scoring faldt lige efter pausen, da OB's Daniel Høegh på uheldig vis fik skubbet bolden i eget net.
Dermed indtager AaB nu en delt førsteplads i Superligaen, inden FC Midtjylland spiller søndag aften. OB fik til gengæld sat en stopper for den ellers så fine pointhøst, og Troels Bechs mandskab forbliver på rækkens femteplads.
Set over kampens 90 minutter var det meget fortjent, at AaB trak sig sejrrigt ud af det klassiske opgør. Hjemmeholdet dominerede således fra start til slut, og sejren burde have været større. AaB er nu ubesejret i de seneste tolv hjemmekampe.
AaB kom ud som lyn og torden, mens gæsterne fra Odense måtte se langt efter både boldbesiddelse og målchancer i første halvleg.
Det store AaB-overtag blev dog ikke omsat til mål, og især Rasmus Jönsson må nok erkende, at han skylder AaB-fansene en scoring.
Nordjyderne havde tilsyneladende brug for hjælp til at få skubbet bolden ind bag Mads Toppel i OB-buret. Hjælpen kom lige efter pausen, da udeholdets Daniel Høegh kom til at sparke bolden i eget net til AaB-føring på 1-0.
Efter scoringen overlod AaB noget af initiativet til gæsterne fra Odense, der spillede sig frem til enkelte fine målchancer. Det blev dog aldrig farligt, og sejren til hjemmeholdet var ikke i reel fare på noget tidspunkt.
I næste runde skal AaB forsøge at holde sig helt oppe i Superligaens top, når Kent Nielsens mandskab møder Randers FC på udebane.
OB må til gengæld forsøge at rejse sig igen, når oprykkerne fra FC Vestsjælland kommer på besøg i Odense.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker