AaB på førstepladsen efter intens topkamp
AaB overhalede FC Midtjylland og overtog Superligaens førsteplads, da nordjyderne lørdag eftermiddag vandt det intense og chancerige topopgør mod netop midtjyderne med 3-2 på en proppet MCH Arena.
Hjemmeholdet kom tidligt foran ved Sylvester Igboun, men AaB fik vendt opgøret på hovedet allerede inden pausen, da Nicolaj Thomsen og Lukas Spalvis scorede.
Petter Andersson udlignede for FCM efter pausen, men med ti minutter igen sendte Lukas Spalvis sejren til Aalborg.
Niveauet og tempoet var ekstremt højt, og især første halvleg var noget af det mest underholdende, der er set i denne superligasæson. Det var et sandt chanceorgie i begge ender. I anden halvleg gik gassen en smule af ballonen, men chancer var der fortsat nok af.
Ulvene startede kampen med et enormt højt pres, som det også var tilfældet i det seneste opgør mellem de to mandskaber. Denne gang gav det dog pote, da Sylvester Igboun efter blot 13 minutter helt umarkeret kunne banke bolden ind bag Nicolai Larsen.
Herefter var det dog som om, at gæsterne fik luret de aggressive midtjyder, og i resten af første halvleg var AaB toneangivende. Især de offensive kræfter hos nordjyderne brillerede. Derfor skulle stadionuret også kun runde 19 minutter, før AaB fik udlignet.
Rasmus Jönsson leverede en god dribletur i højresiden, og til sidst var det stortalentet Nicolaj Thomsen, der kunne sparke udligningen i nettet. Små ti minutter senere tog de rød- og hvidstribede føringen, da Lukas Spalvis scorede på et flot oplæg af Kasper Kusk.
I anden halvleg var tempoet ikke nær så højt, og det passede tilsyneladende AaBerne bedst. Alligevel fik hjemmeholdet udlignet med et kvarter igen ved Petter Andersson efter et flot oplæg af Pione Sisto.
Glæden varede dog kort for FCM, da Lukas Spalvis med ti minutter igen sendte sejren til Aalborg med sin scoring til 3-2. Og så kunne de medrejsende aalborgensiske fans synge "vi ligger nummer et", så det kunne høres helt hjem til Limfjorden.
AaB fører nu Superligaen et point foran FCM med otte spillerunder igen.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde