AaB samarbejder med politi for at stoppe ballademagere
Voldelige personer med AaB-sympatier angreb i august et værtshus med FC Midtjylland-fans. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB indleder et samarbejde med politiet for at dæmme op for ballademagere blandt klubbens fans.
Superligaklubben AaB har indledt et samarbejde med det lokale politi for at komme eventuelt fremtidige problemer med ballademagere blandt klubbens fans til livs.
Nordjyderne har ikke det længste strafferegister sammenlignet med andre klubber. Men i august blev et værtshus med FC Midtjylland-fans angrebet af voldelige personer med AaB-sympatier.
- Der er en udvikling i de personer, der er begyndt at cirkulere i miljøet, som vi bliver nødt til at tage konsekvensen af, siger AaB-direktør Michael Tuxen Boll til DR Sporten.
AaB-chefen vil ikke uddybe, hvad samarbejdet med Nordjyllands Politi består af. Men han afslører, at det blandt andet handler om principper, som tidligere har givet gode resultater for Randers FC og AGF.
Aktørerne i dansk fodbold skal i november mødes for anden gang i efteråret for at diskutere, hvordan man generelt dæmmer bedre op for fodboldbøller.
Et af midlerne bliver formentligt ansigtsgenkendelse ved indgange til stadionerne, så man kan identificere de bøller, som tidligere har lavet ballade til kampe og er forment adgang.
- Ingen forestiller sig, at ansigtsgenkendelse er et mirakelmiddel, der løser alt. Det er en del af en samlet pakke, sagde direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen for et par uger siden.
Den samlede pakke indeholder også et samarbejde med politiet om afvisning af bøllerne og generelle retningslinjer om dialog mellem politi, klubber og fans samt tiltag omkring både det nationale register over hooligans og klubbens egne registre.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker