AaB-talentet Kusk sprudler af selvtillid
Med to scoringer og en målgivende aflevering i hjemmekampen mod Randers viste 20-årige Kasper Kusk, at AaB har endnu et stortalent i svøb.
- Jeg føler, at jeg fra sæsonstart har kunnet byde ind med mere og mere. I de første par kampe havde jeg flere store chancer, men fik dem ikke sparket i kassen, siger Kasper Kusk.
- Men siden Horsens-kampen, hvor jeg scorede to mål, føler jeg, det har givet et selvtillidsboost, som jeg har redet videre på i de sidste fire til fem kampe.
Og med seks scoringer i alt er han nordjydernes topscorer i Superligaen, hvor AaB går fra den ene triumf efter den anden.
- Lige nu rider vi på en selvtillidsbølge, og det gør, at så snart vi får chancerne, så sparker vi dem i kassen. Det er den store forskel i dag. Vi spillede ikke den bedste kamp i dag, men så snart vi kom ind i feltet, scorede vi, siger Kasper Kudsk.
AaB-træner Kent Nielsen mener, at Kasper Kudsk var med i de spilsituationer, som var afgørende for kampen.
- Der var han cool omkring tingene. Han har fået bygget på i forhold til tidligere og er begyndt at score mål, som måske har manglet tidligere, siger Kent Nielsen.
- Jeg er enormt glad for, at vi vandt i dag. Rent spillemæssigt nåede vi ikke tidligere højder, men vi var rigtig stærke i forsvaret. For femte kamp i træk spiller vi til nul. Det er ikke tilfældigt.
Om AaB-mandskabet kan ride videre på bølgen og forlænge sejrsstimen, har træneren svært ved at sige.
- Der er ingen tvivl om, at det er en god periode, vi er inde i. Kampene går vores vej, men vi er også gode til at udnytte det og afgøre kampene, siger Kent Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker