AaB-træner efter nyt nederlag: Det er en hård situation
Erik Hamrén måtte se sit hold tabe fortjent til OB fredag aften. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
AaB skuffede med endnu et nederlag fredag og anerkender nu, at holdet skal på jagt for at sikre overlevelse.
- Situationen er uændret. Vi skal ud og jagte.
Sådan siger AaB-anfører Lucas Andersen efter endnu et nederlag i Superligaen. Fredag endte det 1-2 mod OB.
AaB er syv point bag AC Horsens over nedrykningsstregen, men med en kamp mere spillet.
AaB-cheftræner Erik Hamrén mener ligesom sin anfører, at holdet skal på noget af en pointjagt for at sikre endnu en sæson i ligaen.
- Det har været en jagt i lang tid. Det er de sidste ti kampe, som afgør det, og så skal vi tage så mange point som muligt. Selvfølgelig er det en hård situation, men vi mangler også de sidste ti kampe, sagde han.
Lucas Andersen hæfter sig også ved vigtigheden i de kampe, AaB står overfor i nedrykningsspillet, hvor han sammen med holdkammeraterne skal møde konkurrenterne to gange.
- Vi er syv point efter den nærmeste konkurrent. Det er så meget belejligt, at vi nu skal møde dem omkring os, så man med en sejr kan garantere, at man tager tre point på dem omkring en. Så det er det, vi skal ud og gøre.
Det var dog ikke, fordi AaB leverede nok til tre point fredag aften. Det var heller ikke noget, anføreren var tilfreds med.
- Det er ikke en god nok præstation. Vi har ikke nok kvalitet de gange, hvor vi har bolden. Det gør det svært at sætte noget sammen. Og generelt set leverer OB bare bedre i dag.
Anføreren kigger dog tilbage mod holdets seneste par kampe, hvor han mener, de har været bedre, end de var fredag aften.
- Vi skal levere, som vi har gjort de seneste to kampe, hvor jeg synes, vi har leveret stærkt som hold set over de 90 minutter. Det er de dyder, vi skal ty til.
Det er Erik Hamrén enig i.
- Jeg synes, præstationerne mod FCK, Viborg og FC Midtjylland var gode, men nu synes jeg, vi er gået et skridt tilbage i forhold til, hvordan vi skal se ud på banen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker