AaB-træner er skuffet over sin offensiv

AaB har efter lørdagens målløse remis mod Silkeborg endnu ikke scoret på hjemmebane i Superligaen, og som mod Brøndby for 14 dage siden, var det i perioder svært at se, hvor målene skulle komme fra. Mod Silkeborg, der ellers har lukket vældigt mange mål ind gennem en længere periode, lykkedes det ikke AaB'erne at spille sig frem til så meget som én helt åben målchance.

Det irriterer træner Magnus Pehrsson.

- Jeg er skuffet over, at vi skabte så lidt i offensiven. Vi havde en del tilløb til noget, der måske kunne blive farligt, men vi kom aldrig helt igennem. Det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med, siger AaB's svenske træner.

Mod slutningen af kampen kunne han tilmed høre, at et skuffende fåtalligt hjemmepublikum højlydt krævede AaB'erne i angreb, og så måtte han som for to uger siden forklare, hvorfor hans mandskab har så svært ved at skabe chancer hjemme på Energi Nord Arena.

- Vi ville mange ting, men det hele blev bare lige ved og næsten. Mod Brøndby synes jeg dog, at vi kom frem til nogle chancer, men det lykkedes vi ikke med i dag, siger Magnus Pehrsson.

Han afviser at foretage drastiske ændringer i spilkonceptet for at sætte gang i målscoringen.

- Vi spiller som vores spillere kan bedst. Vi havde også en fin optakt til sæsonen og lavede fire mål i Lyngby i den første kamp. Vi skal ikke ud og lave store forandringer, men arbejde på at forbedre os på den måde, vi spiller nu, mener Magnus Pehrsson.

/ritzau/

Magnus Pehrsson erkender, at AaB skaber for få chancer på hjemmebane. Efter 0-2 mod Brøndby for to uger siden, lykkedes det heller ikke at score mod Silkeborg.

Offentliggjort Sidst opdateret