AaB-træner: Pokaltriumf vil blåstemple vores sæson
AaB-cheftræner Jacob Friis så sit hold tabe 0-2 mod FCK onsdag i Superligaen, men sæsonen er stadig en succes, hvis nordjyderne vinder pokalfinalen, mener han. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jacob Friis mener, at en sejr i pokalfinalen vil gøre AaB's sæson godkendt, men Patrick Olsen er ikke enig.
Med 13 point op til AGF på tredjepladsen i Superligaen ligner årets pokalfinale mod Sønderjyske AaB's eneste realistiske mulighed for at få sølvtøj i denne sæson.
Nordjyderne tabte onsdag 0-2 til FC København og halter derfor fortsat efter på mesterskabsspillets sjetteplads, men spørgsmålet er, om en pokaltriumf i sig selv er nok til at redde AaB's sæson.
Det mener cheftræner Jacob Friis.
- Ja, det må man sige. Vores mål er at vinde titler, og hvis vi kan opnå det ved at vinde pokalfinalen, vil det være fantastisk.
- Det er altid svært at opstille succeskriterier på den måde, men at vinde pokalen og få en plads i Europa derigennem må siges at være godkendt, siger Friis.
På samme spørgsmål giver AaB's Patrick Olsen dog et andet svar.
- Nej, det vil jeg egentlig ikke sige. Pokalturneringen er også et stort mål. Men selv om vi vinder den, vil jeg ikke kalde det godkendt, hvis ikke vi også præsterer i mesterskabsspillet.
- Selv om det nærmest er umuligt at indhente tredjepladsen, så skal vi stadig jagte det. Vi er ikke tilfredse med bare at være kommet i top-6, slår Patrick Olsen fast.
Jacob Friis mener, at en pokalsejr vil gøre sæsonen godkendt, men cheftræneren har stadig ambitioner i mesterskabsspillet.
- Det er dejligt at være i top-6, men vi er ikke bare kommet for at være med. Vi skal have nogle point på kontoen, og er det ikke en tredjeplads, vi kan nå, så er det måske en fjerdeplads eller en femteplads.
- Vi bliver ved med at jagte det, der er muligt, siger AaB-træneren.
Pokalfinalen mellem AaB og Sønderjyske spilles på Blue Water Arena i Esbjerg 1. juli.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde