AaB-træner vil ikke gå på kompromis med spillestilen
AaB-træner Marti Cifuentes er træt af de mange kampe uden en sejr. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Den nye AaB-træner, Martí Cifuentes, vil ikke ændre det spillemæssige udtryk i jagten på sejre.
Spanske Martí Cifuentes har fået en hård start på trænergerningen i AaB, siden han ankom til klubben i januar.
AaB er fortsat uden sejre i forårssæsonen, og nordjyderne har blot hentet tre point i seks kampe under den nye cheftræner.
Onsdag aften blev de resultatmæssige skavanker blot forværret, da Cifuentes' mandskab tabte 1-2 til bundproppen AC Horsens efter en scoring i overtiden.
Han tror dog ikke på, at det giver mening at fokusere på at hente point til tabellen, hvis det sætter den spillemæssige udvikling over styr.
- Vi kommer ikke til at gå på kompromis med spillestilen, fordi det er den, som skal sikre os resultaterne. Jeg er meget overbevist om, at det er den måde, vi vil bygge klubben op på.
- Diskussionen giver ikke rigtig nogen mening for mig. Når man spiller godt, så plejer resultaterne at komme. Realiteten er nok, at vi ikke spiller så godt, at vi fortjener at vinde kampene, siger Cifuentes.
AaB-træneren forholder sig dog stadig roligt trods de manglende resultater. Han tror på, at det snart vender.
- Jeg er selvfølgelig skuffet over resultaterne på det seneste. Jeg synes ikke, at vi er inde i en dårlig udvikling, men det er mere komplekst at træne et fodboldhold.
- Det tager tid. I fodbold kan du ikke forvente at skabe noget fantastisk på syv-otte uger, siger Cifuentes om sin foreløbige tid i klubben.
Den unge venstreback Lukas Klitten kan godt mærke, at klubben ikke har fået den bedste start på forårssæsonen. Han ærgrer sig over, at AaB ikke fik noget med hjem fra besøget i Horsens.
- Jeg synes, at vi skal kunne slå et hold som Horsens, når vi gerne vil i top-6, men det var vi ikke dygtige nok til.
- Jeg kan godt mærke et stigende pres. Jo længere tid, der går mellem sejrene, jo større bliver presset. Det er ikke sådan, at jeg føler et kæmpe pres, men vi vil gerne snart have de tre point.
- Lige nu skal vi kigge frem mod næste kamp, og der skal vi helt sikkert have tre point, og så må vi se, om vi ikke kan nå top-6, siger den 20-årige forsvarspiller.
AaB er placeret på Superligaens niendeplads, hvor der er to point op til top-6. Der er tre kampe tilbage, inden ligaen deles op i to.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker