Efter sidste weekends skuffende pointtab hjemme i Champions League-kampen mod schweiziske Kadetten Schaffhausen var AaB Håndbolds danske håndboldmestre søndag på revanchejagt i Ungarn.
Men der var ikke meget oprejsning at hente for nordjyderne, der tabte 28-37 til Pick Szeged.
AaB'erne blev tromlet omkuld fra kampens start, hvor forsvaret på ingen måde hang sammen, og ungarne kom alt for let til deres scoringer.
Svenske Jonas Larholm var træfsikker i den anden ende, og norske Kristian Kjelling leverede som altid flotte indspil og tiltrak megen opmærksomhed fra modstanderes forsvar.
Ikke desto mindre måtte AaB drikke pausete på et tidspunkt, hvor holdet var bagud med fem mål. Og selv om nordjyderne undervejs fik mindsket afstanden mellem de to hold til tre mål, trak ungarerne fra igen.
AaB ligger efter to kampe sidst i gruppen med et enkelt point. Det betyder, at klubben i næste weekend har et vigtigt opgør mod hviderussiske Dinamo Minsk, som meget gerne skal vindes, hvis håbet om en plads i ottendedelsfinalen skal holdes i live.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde