AaB venter større underskud efter roligt transfervindue
AaB fik ikke solgt en profil som for eksempel Jores Okore i transfervinduet, og det har medvirket til færre end ventede transferindtægter for fodboldklubben. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB forventer nu at tabe mellem 28 og 32 millioner kroner i 2019, oplyser fodboldklubben til fondsbørsen.
Superligaklubben AaB har ikke hentet de forventede indtægter fra handel med spillere, og derfor må fodboldklubben nedjustere resultatforventningen til 2019.
Det oplyser selskabet bag fodboldklubben AaB, Aalborg Boldspilklub A/S, i en meddelelse til den danske fondsbørs, hvor selskabets aktier bliver handlet.
Nu venter AaB, at klubben i 2019 kommer til at tabe mellem 28 og 32 millioner kroner.
Tidligere regnede man med at tabe mellem 15 og 20 millioner kroner.
- Nedjusteringen er ikke tilfredsstillende, men desværre har vi i indeværende transfervindue ikke modtaget bud, der efter vores mening har matchet markedsværdien på vores spillere, hvorfor vi ikke har opnået de forventede transferindtægter, fortæller AaB's administrerende direktør, Thomas Bælum, i en pressemeddelelse.
- Spillersalg vil altid være en del af vores strategi, og vi følger ufortrødent vores målsætninger for Nordkraften og udvikling af AaB som helhed, tilføjer han.
I fondsbørsmeddelelsen oplyses det desuden, at der i resultatforventningen også er indregnet flere "strategiske investeringer i både kommerciel udvikling og faciliteter".
Transfervinduet for hovedparten af de europæiske fodboldligaer, herunder den danske Superliga, lukkede natten til tirsdag og åbner først igen 1. januar til næste år.
I det netop overståede transfervindue var blandt andet midtstopperen Jores Okore et varmt salgsemne i den nordjyske fodboldklub.
AaB endte dog med at beholde Jores Okore, ligesom det var tilfældet med anføreren og offensivprofilen, Lucas Andersen.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker