AaB'er erkender svag indsats mod Randers

Det startede skidt, og derfra blev det næsten kun værre for AaB i udekampen i Randers. Hjemmeholdet kom foran efter mindre end et minut, og selv om Andreas Johansson hurtigt fik udlignet, var det Randers der sad på kampen.

- Den indsats kan vi ikke bruge til noget som helst. Vi kom helt forkert ud til kampen, og selv om vi midtvejs i første halvleg havde godt fat, faldt vi helt sammen til sidst, og så kom vi aldrig ind i kampen igen, siger AaB's midterforsvarer Kenneth Emil Petersen.

Nordjyderne er hårdt ramt af skader, og da nordmanden Kjetil Wæhler allerede under opvarmningen måtte give op, blev Kenneth Emil Petersen og Lasse Nielsen duo i AaB's centrale forsvar.

De måtte se Randers score to simple mål på hurtige, dybe stikninger, så stillingen var 3-1 ved pausen.

- Yura Movsisyan er en god angriber, men vi gav ham også gode arbejdsbetingelser i dag. Hele holdet var langt fra vanlig standard, og på den måde som vi spillede her, skal vi overhovedet ikke snakke om bronzemedaljer, siger Kenneth Emil Petersen.

AaB er dog fortsat på tredjepladsen i SAS-ligaen, men må overlade den til Esbjerg, hvis vestjyderne slår Silkeborg torsdag aften.

/ritzau/

AaB-spillerne er opgivende oven på nederlaget i Randers. Med sådan en indsats er der ingen grund til at tænke på medaljer, mener forsvarer.

Offentliggjort Sidst opdateret