AaB'er: Silkeborg blev snydt for straffe

Det var ikke helt fortjent, at AaB i lørdagens superligakamp spillede 1-1 ude mod Silkeborg.

Den vurdering kommer fra Silkeborgs veteran-angriber Henrik "Tømrer" Pedersen, der kort før pausen udlignede til 1-1.

- Vi havde et overtag, så vi er ikke helt tilfredse. Vi prøvede at presse dem ned til sidst, men fik ikke noget ud af det, siger Henrik "Tømrer" Pedersen til TV2 Sport.

Han mener også, at Silkeborg blev snydt for et par straffespark i løbet af kampen.

Især én episode kort efter pausen kan hjemmeholdet være skuffet over. Her fældede AaB's Lasse Nielsen værternes tyske angriber Marvin Pourie, men der blev ikke fløjtet for straffe.

Til det siger forsvarsspiller Lasse Nielsen:

- Der kunne godt have været dømt straffe. Nogle gange bliver sådan noget dømt, andre gange ikke. Til mit held blev den ikke dømt denne gang.

Kampens første målscorer, AaB's Jeppe Curth, er bare glad for, at nordjyderne igen kom på point-tavlen efter tre nederlag i træk. Det samme er AaB-træner Kent Nielsen.

- Det var vigtigt at få sat en prop i efter tre nederlag i træk. Vi kunne have tabt kampen, så 1-1 er fint med os, forklarer træneren.

I overtiden havde AaB's indskiftede brasilianer Kayke en stor chance for at sikre gæsterne sejren. Men han brændte foran et ellers tomt Silkeborg-mål, efter at hjemmeholdets keeper, Lasse Heinze, var kommet lidt på skovtur.

Men Kayke skød forbi til stor skuffelse for Kent Nielsen, som mener, at brasilianeren ikke skulle have sparket på mål med det samme.

- Kayke skulle have scoret. Han skulle bare have ventet og så sparket bolden ind. Han har en god teknik og kunne sagtens have gjort det, mener Kent Nielsen.

AaB er fortsat på sjettepladsen i Superligaen, mens Silkeborg, som fortsat ikke har vundet hjemme, overhaler Brøndby og nu er nier.

/ritzau/

Silkeborg-lejren er skuffet med 1-1 mod AaB og føler sig snydt for straffe. Forståeligt, siger modstanderen.

Offentliggjort Sidst opdateret