Aalborg DH-direktør: Vi skylder ikke noget

Der er dyb uenighed mellem Håndbold Spiller Foreningen og Aalborg DH om, hvem der skylder penge til hvem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Håndbold Spiller Foreningens direktør Michael Sahl Hansen truer med at erklære den nordjyske klub konkurs, fordi den efter foreningens opfattelse skylder penge til flere spillere.

Men hos Aalborg DH afviser direktør Bøje Larsen, at klubbens norske spiller Siri Seglem ikke har fået betalt sin husleje, som Håndbold Spiller Foreningen hævder.

- Siri Seglem? Hende har vi betalt husleje til.

- Udlejer kan da ikke true med at sende hende på gaden, når han har fået pengene. Han har fået 19000 kroner for 14 dage siden. Det tror jeg, han skal tjekke op på igen, siger Bøje Larsen.

Han er overrasket over at høre, at Seglem er blevet truet med at blive sendt på gaden af ejendommens udlejer.

- Det er 100 procent gået i orden. Grunden til, at det skete, er, at vores unge kontordame tog af sted til Italien uden at få betalingen ordnet først.

- Og så er det sådan, at hvis det er to måneder forfaldent, så vil de have deres penge. Det forstår jeg godt. Men pengene er indbetalt, forsikrer Bøje Larsen.

Direktøren afviser også, at klubben skylder andre spillere noget i form af internet- og telefonregninger samt feriepenge.

- Vi mener ikke, at vi skylder noget. Det gamle selskab skylder noget. Men det blander vi os ikke i.

- Det er regninger fra det gamle selskab, det er ikke noget, vi har med at gøre, siger han og tilføjer:

- Vi er noget uheldige med, at begge selskaber hedder Aalborg DH. Men det ene er et ApS, og det andet er et A/S. Det er ikke nemt at skille fra hinanden.

Spørgsmål: Så I har styr på de ting, I skal have styr på?

- Ja, det har vi. Og er der nogen, der har noget til gode, så vil vi gerne vide det, for vi er klar til at betale.

- Jeg har da lige lavet et sponsorat i formiddags til en værdi af 100.000 kroner, så vi har penge til at betale. Så der er ikke noget der, siger han.

Spørgsmål: Så I har ingen økonomiske problemer?

- Ikke som det står lige nu. Vi mangler at få lavet et budget til Dansk Håndbold Forbund (DHF).

- Det er det eneste, og det er kun et spørgsmål om, at revisorerne skal tilbage efter ferien, så det skal vi hurtigt få på plads, forsikrer Bøje Larsen.

/ritzau/