Aalborg hamrer sig til tops i isligaen

Aalborg Pirates er nyt tophold i AL-Bank Ligaen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det står klart, efter at den nordjyske ishockeyklub tirsdag aften vandt endnu en storsejr, denne gang 5-1 ude over Rødovre Mighty Bulls.

Med den femte sejr i lige så mange ligakampe overhaler Aalborg Pirates det hidtidige tophold, Sønderjyske, som overraskende tabte 1-3 hjemme til Frederikshavn White Hawks.

Aalborg udnyttede første periode til at bringe sig foran 3-0 med tre scoringer inden for cirka tre minutter.

Rødovre fik en smule håb, da Jeff Terminesi reducerede til 1-3 i anden periode efter inkonsekvent forsvarsspil fra gæsterne.

Der var til gengæld masser af konsekvens i det slag, som Mats Hansson fyrede ind i mål til 4-1 få minutter før afslutningen på anden periode.

Pucken sprang dog i spil igen, så først et par minutter senere kunne Mats Hansson juble over sin anden scoring i kampen, da dommerne havde nærstuderet episoden på tv.

I tredje periode slog Rasmus Olsen sejren fast for Aalborg Pirates med sin anden scoring, da han udnyttede et godt oplæg fra Kasper Degn, mens Rødovre-forsvaret agerede statister.

I to andre kampe tirsdag vandt Odense Bulldogs 4-3 ude over Esbjerg, mens Herning Blue Fox sejrede 3-2 ude over Herlev Eagles efter straffeslag.

Tirsdag blev der også trukket lod til semifinalerne i pokalturneringen.

Her skal Frederikshavn møde Rødovre, mens Sønderjyske møder Herning.

Semifinalerne afvikles over to kampe den 4. og 5. januar næste år, og Frederikshavn og Sønderjyske indleder med hjemmekampe.

/ritzau/