Aalborg Håndbold uddeler bank til hjælpeløse Ribe-Esbjerg
Ribe-Esbjerg-forsvaret fik aldrig fat i Mads Hoxer og de øvrige Aalborg-profiler. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Trods hjemmebane fik Ribe-Esbjerg ikke et ben til jorden mod et velsmurt Aalborg-hold i mændenes slutspil.
Første spillerunde i mændenes håndboldslutspil har peget mod en sjældent jævnbyrdig topstrid. Men det var før, Aalborg Håndbold kom på banen.
Aalborgenserne leverede søndag aften en magtdemonstration på udebane mod Ribe-Esbjerg, der intet kunne stille op og blev blæst ud af egen hal med 38-26.
Anført af formstærke Thomas Arnoldsen satte Aalborg sig på kampen fra første minut. Holdet viste, hvorfor det vandt grundspillet med pæn margin ned til forfølgerne.
Arnoldsen scorede selv 12 gange på 13 forsøg og strøede om sig med afleveringer til holdkammeraterne.
Ved pausen førte gæsterne med de næsten surrealistiske cifre 24-11. Medvirkende til den enorme forskel var dog også, at Ribe-Esbjerg havde ramt en offday, hvor så godt som intet fungerede.
Forsvaret kunne slet ikke få fat, så Aalborg spillede sig konstant til store chancer. Det gjorde livet svært for Ribe-Esbjergs to målmænd, der dog heller ikke bød ind med ret mange parader før pausen.
Klasseforskellen var lidt mindre udtalt i anden halvleg, hvor Ribe-Esbjergs defensiv oppede sig, og tempoet meget naturligt gik en smule ud af Aalborgs spil.
Træner Stefan Madsen råbte til sine spillere, at de skulle bevare intensiteten, og det lykkedes faktisk langt henad vejen, selv om kampen for længst var afgjort.
Først til allersidst slap koncentrationen op, så Ribe-Esbjerg fik lov at score kampens sidste seks mål og dermed pynte lidt på de nedslående cifre.
Inklusive to bonuspoint fra grundspillet har Aalborg lagt sig i front af slutspilsgruppe 1. Aalborg har fire point efterfulgt af Mors-Thy med to.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned