Aalborg må muligvis undvære Kjelling i DM-finale
Foto: Ali Shahrokhtash /Scanpix
Ali Shahrokhtash /Scanpix
Det er endnu uvist, hvorvidt Aalborg Håndbold kommer til at undvære holdets storskytte Kristian Kjelling, når klubben møder KIF Kolding København i den første DM-finale lørdag.
Det oplyser holdets træner Nikolaj Jacobsen.
- Det kommer vi ikke til at afgøre, før han går i gang med at varme op til kampen.
- Først dér må vi vurdere, hvordan og hvorledes hans smerter i skulderen er, siger Aalborg-træneren.
Den 32-årige norske profil pådrog sig et voldsomt slag på skulderen i weekendens semifinale mod Mors-Thy.
En skanning tirsdag har vist, at der ikke er tale om en alvorlig skade. Men ifølge holdets fysioterapeut, Mads Rytter, kan man se, at der er dannet væske, som forårsager ømhed.
Nikolaj Jacobsen krydser fingre for, at den høje bagspiller når at blive klar til braget i Gigantium i Aalborg på lørdag.
- Han betyder rigtig meget. Han er en ener og en fantastisk håndboldspiller, der kan afgøre kampe på egen hånd, og som også er med til at gøre, at vi i de pressede situationer kan få lavet nogle mål ud af ingenting.
- Det er det, som Kristian er exceptionel god til, siger Jacobsen.
Kristian Kjelling er selv indstillet på at bide smerterne i sig.
- Det gør ondt, når jeg børster tænder, og det gør ondt når jeg bevæger armen, men jeg skal være med, siger nordmanden til DR Nordjylland.
Det er dog ikke kun Kjelling, der giver problemer for Aalborg Håndbold. Træner Nicolaj Jacobsen må sin playmaker Tobias Aren og backspilleren Martin Larsen.
- Vi er lidt i undertal, hvad angår bagspillere. Så vi er fuld i gang med at finde alternative opstillinger, hvis det viser sig, at vi skal spille med kun tre bagspillere, siger Nikolaj Jacobsen.
Han bekymrer sig for, om holdet nu har ressourcerne til at hamle op med KIF Kolding København.
- Vi bliver selvfølgelig lidt presset på ressourcerne, i og med at det er Mads Larsen, Morten Slundt og Johan Jakobsson, der skal trække læsset.
- Så bliver det nok lidt vanskeligt at spille to gange 30 minutter i en DM-finale og gå hele vejen.
- Så vi skal finde ud af, hvordan vi på fornuftig vis på en eller anden måde kan få givet dem nogle pauser, så de kan holde til at give den gas fuldt ud, når vi er på banen, siger Aalborg-træneren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned