Aalborg Pirates får måske NHL-hjælp i hele sæsonen
Aalborg Pirates kan måske få glæde af den canadiske NHL-spiller Colin Greening i resten af sæsonen i AL-Bank Ligaen.
NHL-sæsonen er fortsat ikke kommet i gang på grund af en konflikt mellem klubber og spillere. Findes der ikke en løsning inden for to uger, så er hele sæsonen i den nordamerikanske ishockeyliga i fare for at blive aflyst.
- Jeg kunne sagtes forestille mig, at Colin Greening spillede hele sæsonen for os, siger Aalborg-direktør Frederik Åkesson.
- Med de informationer, jeg har - blandt andet fra vores samarbejdsparterne i Nordamerika - så er der ikke mange, der tror på, at NHL kommer i gang. De næste 14 dage er ret kritiske.
Konflikten bliver sandsynligvis sværere at løse dag for dag, da det ikke kun er fordelingen af omsætningen for den resterende del af NHL-sæsonen, der skal forhandles på plads. Regningen for tre måneders lockout har også en pris.
- Man skal se på de tre måneder, hvor ligaen har været død. Jeg tror ikke, at spillerne frivilligt afgiver tre måneders løn.
- Klubejerne vil måske sige, at I ikke har lavet arbejde for os, så I kan ikke få løn. Så der er også en tvist dér, der skal løses, og det er ikke lige til, vurderer Frederik Åkesson.
Colin Greening kom til Aalborg Pirates i starten af november fra Ottawa Senators på en kontrakt, som canadieren kan bryde, hvis lockouten i Nordamerika bliver ophævet.
Greening har foreløbig været en kæmpe succes for nordjyderne. Canadieren er delt topscorer i AL-Bank Ligaen med 13 mål for Aalborg Pirates.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet