Aalborg spiller for tomme tribuner ved Final 4 i Köln
Aalborg Håndbold er klar til Final 4 efter at have slået Flensburg-Handewitt i kvartfinalen. (Arkivfoto) Foto: Thilo Schmuelgen/Reuters
Thilo Schmuelgen/Reuters
Tilskuerpladserne i den store arena i Köln bliver gabende tomme, når Final 4 løber af stablen i juni.
Det bliver for tomme tribuner i Köln, når Aalborg Håndbold i juni er med ved Final 4 i Champions League.
Det meddeler Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) torsdag.
- Med de nuværende restriktioner, der skal holde smittespredningen nede i Tyskland og i særdeleshed i delstaten Nordrhin-Vestfalen, er der desværre ingen mulighed for, at fans kan deltage, siger EHF-præsident Michael Wiederer til forbundets hjemmeside.
Normalt er der ellers plads til op mod 18.000 tilskuere i Lanxess Arena i Köln. Aalborg-direktør Jan Larsen er da også ærgerlig over meldingen fra EHF.
- Det var rigtig trist læsning, da vi fik nyheden overbragt, siger han til klubbens hjemmeside.
- Vi var selvfølgelig klar over risikoen, men vi havde virkelig håbet på, at vi kunne dele denne historiske weekend i Köln med vores fantastiske fans - desværre var det altså ikke en mulighed med den nuværende situation.
Det var også for tomme tribuner, da THW Kiel i slutningen af sidste år vandt Champions League.
Med en samlet sejr over den tyske storklub Flensburg-Handewitt kvalificerede Aalborg Håndbold sig tidligere på ugen til Final 4 for første gang i klubbens historie.
I semifinalen skal Aalborg op imod enten Nantes, Paris Saint-Germain eller Barcelona. Der trækkes lod til semifinalerne 25. maj.
Final 4 løber af stablen i weekenden 12. og 13. juni.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker