Aalborg tilføjer BSV det første nederlag

Efter tre nederlag på stribe fik Aalborg Håndbold onsdag aften en længe ventet sejr i herrernes håndboldliga.

Offentliggjort Sidst opdateret

Træner Nikolaj Jacobsen så sit mandskab vinde hele 27-20 over sidste sæsons sølvvindere, Bjerringbro-Silkeborg (BSV), som ellers havde vundet sæsonens første fire kampe i ligaen.

Aalborg-holdet havde inden sejren over BSV tabt på stribe til Skjern, Team Tvis Holstebro og KIF Kolding København.

Aalborg Håndbold grundlagde sejren i første halvleg, som blev vundet 18-10.

Morten Slundt blev topscorer for hjemmeholdet med seks mål.

Henrik Toft Hansen blev BSV-topscorer med fire træffere.

Aalborg Håndbold har nu fire point for fem kampe, mens BSV står noteret for otte point for samme antal kampe.

/ritzau/