Aalborgs Champions League-kamp mod Kiel udsættes igen
René Antonsen, Henrik Møllgaard og de øvrige Aalborg Håndbold-spillere må vente med at møde THW Kiel. (Arkivfoto) Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix
René Schütze/Ritzau Scanpix
For anden gang i sæsonen er Aalborg Håndbolds udekamp mod THW Kiel udsat, melder den nordjyske klub.
Aalborg Håndbold skulle på tirsdag have været på besøg hos tyske THW Kiel i herrernes Champions League, men den kamp er nu udsat.
Det skriver den nordjyske håndboldklub på sin hjemmeside.
Årsagen er, at en spiller i THW Kiel, som er forsvarende Champions League-mester, i weekenden afleverede en positiv coronatest.
Ifølge Aalborg Håndbold skal hele den tyske trup nu være i isolation frem til 19. februar.
Det er anden gang, at Aalborg Håndbolds udekamp mod THW Kiel bliver udsat.
Første gang var i begyndelsen af december. Dengang var det også coronasmitte i den tyske trup, der gjorde udslaget.
Hvornår den udsatte kamp skal gennemføres, melder historien endnu intet om. Det skal Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) finde ud af i samarbejde med de to klubber.
Den danske Kiel-keeper Niklas Landin var tidligere på ugen ude at ytre sin bekymring for situationen efter det nye coronatilfælde i truppen.
- Hvordan vi klarer resten af sæsonen, er det store spørgsmål. Det bliver mere og mere presset med vores program.
- Jeg håber, at vi ikke igen må afbryde sæsonen. Det kan i værste fald blive et tema, sagde Niklas Landin til tv-stationen NDR.
Coronapandemien har allerede sat sit præg på håndboldens Champions League.
Onsdag kom det frem, at man i kvindernes turnering lader alle 16 hold i det indledende gruppespil gå videre til knockoutfasen.
Det samme gør sig gældende for herrernes turnering, fremgår det af EHF's hjemmeside.
Det bekræftes af Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold, som dog ikke har fået en officiel melding om sagen fra EHF.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde