Aaron Ramsey vender hjem til Cardiff
Aaron Ramsey har senest tørnet ud for franske Nice. Foto: Jonathan Moscrop/Ritzau Scanpix
12 år efter hans seneste ophold i Cardiff vender Aaron Ramsey tilbage til klubben, han indledte karrieren i.
Aaron Ramsey er tilbage i vante rammer.
Lørdag aften oplyser Cardiff, at man har hentet Ramsey tilbage til klubben på en toårig aftale. Det sker, kort efter at waliserens nu tidligere klub, franske Nice, oplyste, at parterne var blevet enige om at ophæve samarbejdet.
Dermed er Aaron Ramsey tilbage i klubben, han fik sin fodboldopdragelse i.
Efter at være blevet opfostret på Cardiffs ungdomsakademi blev Ramsey i april 2007 den yngste nogensinde til at optræde på klubbens førstehold i en alder af 16 år og 123 dage.
Ramsey viste så lovende takter, at han i 2008 blev solgt til Arsenal, der ejede ham i 11 år.
Undervejs blev det til lejeophold flere steder, blandt andet i Cardiff i en måned i starten af 2011, hvor midtbanespilleren, der har kæmpet med mange skader i karrieren, tog hjem til hjerteklubben for at få noget kamptræning.
Gennem årene nåede han at spille 369 kampe for Arsenal, der solgte ham til Juventus i 2019.
I foråret sidste år blev Ramsey lejet ud fra Juventus til skotske Rangers. I sommer skiftede Ramsey så på en fri transfer til Nice.
Cardiff spiller i næstbedste engelske række. I sidste sæson endte klubben lige over nedrykningspladserne.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie