Den engelske Premier League-klub Chelsea har fået en julegave i sværvægtsklassen. Den russiske rigmand Roman Abramovich har eftergivet de 2,8 milliarder kroner, som klubben skyldte ham. Dermed er Chelsea trods syv år med enorme underskud pludselig gældfri.
Rent teknisk konverterer Abramovich gælden til aktier i klubben, men da han i forvejen er eneaktionær i klubben, så betyder det reelt, at han giver pengene som en gave.
Roman Abramovichs gave hænger dog ikke kun sammen med gavmildhed. Det europæiske fodboldforbund, Uefa, barsler med regler om at forbyde klubber med gæld at spille med i de internationale klubturneringer. På den måde vil Uefa skabe lige vilkår mellem almindelige klubber og de klubber, der støttes med milliardbeløb fra rige forretningsmænd fra især Rusland og Mellemøsten.
For et år siden sløjfede Roman Abramovich gæld for ligeledes 2,8 milliarder kroner, så ejerskabet af Chelsea har været en dyr fornøjelse for ham. Målet er, at klubben i 2010 skal give overskud, men selvom underskuddet for fjerde år i træk skrumpede, er der stadig et stykke vej til balance. I forbindelse med meddelelsen om Abramovichs gældsafvikling aflagde klubben også årsregnskab, og her lød underskuddet på 366 millioner kroner.
For andet år i træk måtte klubben punge voldsomt ud til fyrede trænere. I 2009 drejede det sig om 104 millioner kroner i kompensation til den brasilianske træner Luis Felipe Scolari og hans hjælpetrænere. Det er dog trods alt også en fremgang, da Chelsea i 2008 betalte 190 millioner i kompensation til de fyrede trænere Jose Mourinho og Avram Grant.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker