AC Horsens sejrer smalt over Esbjergs nedrykkere
Ayo Simon Okosun (nummer tre fra højre) blev matchvinder fredag. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Frank Cilius/Ritzau Scanpix
AC Horsens har nu fire point ned til Randers efter 2-1 sejr over Esbjerg i nedrykningsspillets pulje 2.
Mellemrummet mellem AC Horsens og Randers FC i nedrykningsspillets pulje 2 blev hvert fald for en stund større, efter at førstnævnte fredag på udebane slog nedrykkerne fra Esbjerg med 2-1 i 3F Superligaen.
Derfor har Horsens, der altså for længst har sikret overlevelse, på førstepladsen nu fire point ned til Randers.
Dog har randrusianerne spillet en kamp færre og kan med en sejr over Hobro søndag mindske mellemrummet til blot ét enkelt point igen.
På et afrettet skud blev Ayo Simon Okosun lidt heldigt matchvinder for Horsens. Hallur Hansson og Rafal Kurzawa stod for de to andre mål.
Kampen startede rodet for begge mandskaber, men alligevel kom gæsterne fra Horsens foran allerede efter et kvarter.
Jeppe Kjær, der i marts blev den yngste superligaspiller nogensinde på sin 16-års fødselsdag, startede inde for første gang for AC Horsens i Superligaen, og det fejrede han med på flot vis at spille Hallur Hansson helt fri. Færingen scorede sikkert.
Efter målet var hjemmeholdet bedst, og efter et par chancer fik de udlignet lige inden pausen, da kantspilleren Rafal Kurzawa passerede Horsens-keeper Matej Delac fra kanten af feltet.
Det var ikke til at se, at Esbjerg intet havde at spille for. Efter en lige indledning på anden halvleg var det dog alligevel udeholdet, der kom i front efter 72 minutter.
Ayo Simon Okosun sendte efter en elegant tæmning en halvkikset flad afslutning afsted, som blev rettet af af forsvareren Søren Reese og derfor snød Vito Mannone i Esbjerg-buret.
Efter scoringen var det tættere på 3-1 end 2-2. Gæsterne stod for både et afbrændt straffespark og en afslutning på overliggeren.
Mannone var til sidst tæt på at udligne, da han var løbet med frem på et hjørnespark.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker