AC Horsens sender skuffet træner på orlov
Mads Lyng stod i spidsen for AC Horsens i to superligakampe i december 2020. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Assistenttræner Mads Lyng ville være cheftræner i AC Horsens, men blev fravalgt. Nu er han gået på orlov.
Før klubbens sæsonpremiere i 1. division er der sket en ændring i trænerstaben hos superliganedrykkeren AC Horsens.
Klubbens mangeårige assistenttræner Mads Lyng er efter en gensidig aftale sendt på orlov, fordi han er skuffet over ikke at blive udpeget som klubbens nye cheftræner.
Det skriver Horsens Folkeblad, og sportschef Niels Erik Søndergård bekræfter oplysningen over for bold.dk.
Efter nedrykningen fra Superligaen i juni blev cheftræner Jens Berthel Askou solgt til IFK Göteborg. I rekrutteringen af en ny cheftræner blev svenskeren Joakim Persson foretrukket over Mads Lyng.
I et interview med Horsens Folkeblad i sidste uge udtrykte Mads Lyng skuffelse over at være blevet forbigået til cheftrænerjobbet.
- Det er en speciel situation. Det vil jeg ikke lægge skjul på, fordi jeg er ansat i klubben. Jeg vil heller ikke lægge skjul på, at jeg er sindssygt skuffet over, at jeg ikke fik chancen. Det var min ambition at blive cheftræner, og jeg føler selvfølgelig, at jeg var den rigtige til jobbet, sagde Mads Lyng til avisen.
Den 40-årige fodboldtræner har bortset fra en afstikker til Randers FC været tilknyttet AC Horsens siden 2011, og siden 2017 har han været assistenttræner for klubbens førstehold.
Mads Lyng vikarierede som cheftræner i AC Horsens i to superligakampe i december 2020 efter fyringen af Jonas Dal.
AC Horsens tager hul på sæsonen i 1. division søndag eftermiddag med en udekamp i Kolding.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker