Adlington gav en krammer til skuffet Friis
Finalen på 800 meter fri var skreget op til den helt store duel mellem den britiske hjemmebanefavorit Rebecca Adlington og danske Lotte Friis.
Men tvekampen fredag aften fusede ud, da den amerikanske teenagesensation Katie Lydecker tog fusen på alle og vandt løbet fra spids.
Adlington måtte nøjes med bronze, mens Friis sluttede på en endnu værre femteplads uden at få medalje.
- Jeg talte med hende efter løbet og gav hende et stort knus. Jeg har altid betragtet hende som en veninde og ikke som den ærkerival, folk gerne vil gøre hende til.
- Hun er sikkert lige så skuffet, som jeg er, men hun har grund til at være stolt over sin karriere, ligesom jeg er det, siger Adlington.
Hun siger, at hun undervejs ikke gjorde sig specielle overvejelser om sin taktik i forhold til Lotte Friis.
- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Det var et åbent løb og et meget tæt løb, og Katie var utrolig.
- Jeg havde for travlt med at koncentrere mig om mit eget løb til at kunne holde øje med Lotte, siger Rebecca Adlington.
Hun har om muligt været udsat for et endnu større pres end Lotte Friis op til OL. De fleste briter regnede med, at den dobbelte guldvinder fra OL i Beijing kunne gentage bedriften på hjemmebane.
- Folk regner med, at jeg bare lige tager en medalje. Og så let er det bare ikke.
- Jeg bebrejder dem ikke, men forhåbentlig bliver folk hen ad vejen klogere på svømning og finder ud af, hvor svært det egentlig er at vinde medaljer, siger hun.
Adlington, der er 23 år gammel, har endnu ikke gjort op med sig selv, om hun fortsætter svømmekarrieren.
Indtil videre holder hun pause frem til oktober, og så skal hun mærke efter, om hun stadig har lyst til svømning.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde