Ærgerlig Mikkel Kessler går efter VM-kamp

Den danske bokser skulle den 14. april have mødt WBO-verdensmesteren Robert Stieglitz i Parken i København, men på grund af danskerens håndskade bliver det ikke til noget.

- Mikkel synes, det er super ærgerligt i forhold til sine fans, at der nu er endnu en udskydelse. Men han prioriterer at præstere i ringen, og der skal han være på 100 procent, siger Allan Back, som er Mikkel Kesslers manager.

Ifølge Kesslers arbejdsgiver, tyske Team Sauerland, bliver Robert Stieglitz ikke modstanderen i Mikkel Kesslers næste kamp, som bliver bokset den 19. maj i Parken.

Den nu aflyste kamp mod Robert Stieglitz var oprindeligt programsat til november sidste år, men Kessler brækkede en finger og måtte opereres.

Mikkel Kessler har tre gange været verdensmester i supermellemvægt hos anerkendte bokseforbund, og målet er da også klart for den 33-årige bokser.

- Der er ingen tvivl om, at en VM-kamp er det, der bliver stræbt efter, siger Allan Back.

Manageren understreger, at det er Mikkel Kesslers promotor, Kalle Sauerland, der står for udvælgelsen af danskerens næste modstander.

Kampen mod Robert Stieglitz bliver aflyst netop på grund af den brækkede finger.

- Helingsprocessen har været længere end først antaget, og så er hele programmet blevet udskudt. Og for ikke at være på 85 procent eller 90 procent, så vælger man at rykke denne dato, så han er på 100 procent, når han kommer i ringen.

- Mikkel har jo engang bokset mod Joe Calzaghe, hvor hånden ikke var helt i orden. Det gør han ikke igen, siger Allan Back.

/ritzau/

Mikkel Kessler er meget ærgerlig over, at han endnu en gang må udskyde sin næste kamp.

Offentliggjort Sidst opdateret