Ærgerlig Skjelmose savner held efter nyt styrt

Mattias Skjelmose har været uheldig i to etapeløb i sæsonens første måneder. (Arkivfoto). Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Styrt kostede Mattias Skjelmose dyrt i både Paris-Nice og Baskerlandet Rundt. Han håber, lykken snart vender.

Offentliggjort Sidst opdateret

Formen er fin, men cykelrytteren Mattias Skjelmose har alligevel ikke fået det ud af sæsonens første måneder, som han havde håbet.

Han styrtede i både Paris-Nice og senest i Baskerlandet Rundt og satte på den måde chancen for samlede topplaceringer over styr.

Lørdag var det en punktering, der sendte danskeren i asfalten på sidste etape i Baskerlandet.

- Heldet har ikke været på min side på det seneste, og forhåbentlig vender det snart. Jeg føler ikke, jeg gjorde noget forkert. Jeg må bare se fremad, siger Mattias Skjelmose i en video fra sit hold, Lidl-Trek.

Lørdagens punktering skete på et tidspunkt, hvor han var helt med fremme på den bjergrige rute og øjnede chancen for at køre sig på podiet.

Styrtet spolerede det håb, og Skjelmose sluttede på den samlede femteplads, som han også indtog før etapen.

- Holdet gjorde det perfekt hele ugen, og vi ventede allesammen på denne etape. Jeg havde benene og en god følelse. Det så ud, som om vi kunne gå efter etapesejren og en samlet andenplads.

- Men jeg punkterede på forhjulet på en nedkørsel. Sådan er livet, siger Skjelmose.

Han kan nu se frem mod de kommende opgaver, hvilket efter alt at dømme bliver Amstel Gold Race næse søndag og derefter Flèche Wallonne og Liège-Bastogne-Liège.

Skjelmoses navn står på den foreløbige startliste til alle tre løb.

/ritzau/