Ærlige engelske aviser: Italien var bedre
Foto: Darren Staples /Scanpix
Darren Staples /Scanpix
De britiske aviser sørger mandag over det engelske nederlag til Italien efter straffespark i søndagens kvartfinale ved europamesterskaberne i fodbold, men de er enige om, at det bedste hold vandt.
- En begyndelse, noget rod og en ende: et ordinært hold takker af, skriver Simon Barnes i The Times.
Journalisten sukker over den "forfærdelige uundgåelighed" i Englands exit efter straffespark - England har nu tabt seks af syv straffesparkskonkurrencer ved EM eller VM - og den store klasseforskel mellem de to hold.
England begyndte ellers kampen godt, men en kombination af træthed og ubarmhjertige angreb fra italienerne med playmaker Andrea Pirlo i spidsen betød, at englænderne var taknemmelige for bare at holde italienerne stangen indtil straffesparkskonkurrencen.
The Daily Telegraph skriver, at de engelske spillere på trods af de store anstrengelser, de gjorde sig, nu er klar over, hvor langt de er bagud i forhold til verdenseliten.
- Italien og Andrea Pirlo i særdeleshed var langt overlegne. Det var ikke blot fortsættelsen på en forbandelse, men et spørgsmål om fodboldkultur, skriver avisen.
Englændernes forventninger til deres landshold var lave som aldrig før inden turneringens start. En ny træner og en lang skadesliste overskyggede forberedelserne, skriver The Guardian.
Men det at komme videre fra en svær kvalifikationsgruppe betyder, at de engelske fans trods alt er mere tilfredse end efter det katastrofale VM i 2010, skriver avisen.
Den mere tabloide The Sun forsøger med lidt humør at løfte mandagshumøret hos englænderne.
- Hvem har lyst til tennis? spørger avisen.
- Wimbledon begynder mandag.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde