Afhoppet atlet får visum i Polen - kæreste flygter til Ukraine
Kristina Timanovskaya ved ankomsten til Polens ambassade i Tokyo. Foto: Kim Kyung-Hoon/Reuters
Kim Kyung-Hoon/Reuters
OL-atleten Kristina Timanovskaya har fået et visum til Polen og slipper for at vende hjem til Hviderusland.
Et drama med politiske overtoner har udspillet sig ved OL i Tokyo.
En hviderussisk atlet er hoppet af og har søgt asyl i Polen.
Polen har givet humanitært visum til den 24-årige Kristina Timanovskaya, meddeler Polens udenrigsminister mandag.
Mandag er det også kommet frem, at kæresten, Arseny Zdanevitj, er hoppet af. Han er landet i den ukrainske hovedstad, Kijev.
- Hun vil formentlig tage til Polen, kunne han selv berette.
Zdanevitj sagde, at han håber meget snart at blive genforenet med den 24-årige atlet.
Timanovskaya er havnet i uføre efter kritik af sit nationale atletikforbund ved OL. Efterfølgende missede hun sin deltagelse i sit indledende heat på 200 meter - ifølge hende fordi de hviderussiske ledere forsøgte at tvinge hende på et fly hjem.
Kort forinden havde hun i en video på Instagram kritiseret Hvideruslands atletikforbund.
Timanovskaya hævder, at forbundet bag om ryggen på hende planlagde hendes deltagelse i en stafet ved OL, hvilket hun fortalte på de sociale medier.
- Det viser sig, at vores store ledere som altid bare besluttede alt for os, sagde hun i en video på Instagram, som efterfølgende er blevet fjernet.
For at undgå at blive sendt hjem til Hviderusland, hvis politiske situation har afstedkommet sanktioner fra EU, tog hun kontakt til Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og bad om hjælp.
IOC fik hende installeret på et lufthavnshotel, hvor hun opholdt sig, indtil hun mandag tog hen på Polens ambassade i Tokyo og søgte om opholdstilladelse.
Hvideruslands præsident, Alexander Lukashenko, får markant kritik fra mange europæiske lande for sin diktatoriske ledelse af landet. Det får Timanovskaya til at frygte for sin egen sikkerhed, hvis hun vender hjem.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker