Afklapsning på banen: Men Birgit, Jessica, Tine og Trine var med til rekordens aften
Birgit, Jessica, Tine og Trine er trofaste støtter, når håndboldkvinderne i gult er i kamp. Foto: Lars HovgaardLars Hovgaard
Der var gris på grillen og sommerfugle i maven, da håndboldkvinderne i Nykøbing fredag trak rekordmange til Guldboxen. Her følger en stemningsreportage fra aftenen, hvor NFH satte tilskuerrekord.
Lugten af helstegt pattegris fornægter sig ikke foran Guldboxen fredag aften.
Men NFH-formand John Brædder har da også sammen med gode folk været i gang siden den tidlige morgenstund med at tænde op i de 12 store grille uden for sportshallerne i Nykøbing F.
- Jeg var i gang ved 6.30-tiden. Der skulle jo både stilles grille op og hentes 12 pattegrise oppe ved Stubbekøbing. Pavillonerne skulle også op, nu hvor vejret ikke var det bedste, lyder det fra grillmester og håndboldformand i én.
Erfaringen med at håndtere pattegrise og grille fornægter sig heller ikke. Teknikken og succesen ligger i selve optændingen, må man forstå. Der skal holdes på varmen. Særligt, når blæsten kommer sådan ind fra siden. Her hjælper pavillonen også med.
Grillmester og håndboldformand John Brædder efter en lang dag omgivet af 12 helstegte pattegrise. Nu venter så oprydningen ... Foto: Lars HovgaardLars Hovgaard
Ved 12-tiden kom dyrene over gløderne. Og ved 16-tiden kunne der skæres og parteres velgrillet kød.
Annonce
- Det gik godt. Selv sværen blev sprød - og det er jo det vigtigste, lyder det fra en tilfreds John Brædder, der kort efter har smidt grillmester-forklædet og iklædt gul NFH-trøje byder de 2.620 tilskuere på lægterne velkommen til håndboldbrag i Guldboxen.
Det gik godt. Selv sværen blev sprød - og det er jo det vigtigste.
John Brædder
Aldrig før har så mange været til en håndboldkamp på Lolland-Falster. Og John Brædder fejrer det med at iværksatte en bølge hele vejen rundt.
Sommerfugle i maven
Stemningen er god. På kanten til det elektriske, skriver folketidende.dk i en næsten livedækning omkranset af orange bjælke på sitet.
Aldrig før har så mange overværet en håndboldkamp på Lolland-Falster. Foto: Lars HovgaardLars Hovgaard
De 12 pattegrise og tilbehøret fra Viggaarden ligger godt i mavserne på de 600 sponsorer, som har hygget sig sammen i timerne forinden. Garneret med musik fra Jon From og fadøl fra hanerne.
Andetsteds i hallen har Johnny Andersen og hans 14 medarbejdere bespist i omegnen af 800-900 tilskuere - heriblandt 150 unge NFH-spillere og 60 rødblusede supportere fra Esbjerg. Derudover har han hjulpet med at partere de 12 helstegte pattegrise med den sprøde svær.
Johnny Andersen var en travl mand op til kampen - mange skulle bespises. Foto: Lars HovgaardLars Hovgaard
- Jeg havde mange sommerfugle i maven op til denne dag. Men alt er gået godt, lyder det fra en tilfreds Johnny Andersen, der nu på tredje år forpagter hallens spisesteder.
Jeg havde mange sommerfugle i maven op til denne dag.
Johnny Andersen
Af alle dage er han også netop denne fredag begyndt som forpagter på Western Camp på Lolland, ligesom han har travlt med Røgeriet i Gedser i denne tid.
- En travl men rigtig god dag, lyder meldingen fra forpagteren.
Se hvad der er skabt
Annonce
Således kan kampen fløjtes i gang med et godt bespist publikum. Trommerne larmer, hænderne klapper, øllet flyder lystigt i hanerne. På måltavlen er cifrene med de røde fra Team Esbjerg fra starten. Men ikke mere, end at drømmen stadig lever.
Også hos en af de mest trofaste støtter til kvindehåndbolden i Nykøbing de seneste mange år.
En altid trofast støtte, sportschef Søren Jakobsen, har været med på hele rejsen. Også fredag aften. Foto: Lars HovgaardLars Hovgaard
- Det er virkelig en god aften. Og man kan godt mærke, at stemningen har fået et gear op med stort set fuldt hus, lyder det fra sportschef Søren Jakobsen efterfulgt af et kort historisk tilbageblik:
- Jeg så min første NFH-kamp i 2011. Dengang var vi ganske få sponsorer. Se hvad der er blevet skabt her i Nykøbing de seneste 13 år.
Se hvad der er blevet skabt her i Nykøbing de seneste 13 år.
Søren Jakobsen
På banen bølger kampen frem og tilbage. Nok er der gult alle vegne i Guldboxen denne aften, men på gulvet er det nu mest de rødblusede fra Esbjerg, som dominerer.
Søren Jakobsen er dog ukuelig i sin kærlighed til de gule på banen.
- Intet er afgjort endnu.
"Naboen" hepper med
Efter pausen er afgørelsen dog ved at tegne sig. Jyderne har et ekstra gear på banen, men støtten til de lokale håndboldkvinder fortsætter. Selv i nederlagets stund.
Og med til at klappe og heppe til sidste minut er ”naboen” - direktør for Nykøbing FC, Axel Castenschiold, der normalt mest opholder sig på sidelinjen ved grønsværen i Lollands Bank Park side om side med Guldboxen.
Annonce
Direktør for Nykøbing FC, Axel Castenschiold, havde fredag taget turen fra fodboldbanen til håndboldhallen. Foto: Lars HovgaardBirgit, Jessica, Tine og Trine
- Sådan er det jo - vi støtter hinanden, fodbolden og håndbolden. Og det er imponerende at se, hvad de har fået bygget op omkring håndboldholdet, det glæder jeg mig over, lyder det fra fodbolddirektøren, hvis eget hold lørdag skal til den jyske hovedstad for at kæmpe.
Formentlig uden 12 helstegte pattegrise som optakt.
Sikke’ en stemning
Nå, selv en rekordaften i håndboldens tegn på Lolland-Falster ebber jo ud på et tidspunkt.
I den mest gule supporter-sektion skal Birgit, Jessica, Tine og Trine lige sunde sig over afklapsningen på banen. Der skal dog mere til at ødelægge humøret hos trofaste NFH-støtter.
Endnu en aften i håndboldens tegn for Birgit, Jessica, Tine og Trine. Foto: Lars HovgaardLars Hovgaard
- Selvfølgelig ærgerligt med et nederlag, men nok også forventeligt. Men sikke’ en stemning i aften. Vi har jo aldrig været så mange sammen til en håndboldkamp før. Det var godt at opleve, lyder det fra gruppens ”talskvinde” Trine efter endnu en hektisk aften på lægterne.
Vi har jo aldrig været så mange sammen til en håndboldkamp før.
Trine
Tv-folkene ruller de sidste kabler sammen, smilende spillere giver den sidste autograf til ung og gammel, de sidste krus tømmes for fadøl. Uden for i aftenmørket drypper regnen sagte ned over pavillon og grill.
Der er skabt meget på håndboldfronten på i Nykøbing det seneste årti. Nu også en helt ny tilskuerrekord i en næsten helt ny sportsarena.
Seneste artikler
Stævne for de trimmede og dem med topmave
Kommune hårdt ramt af rotter: Forventer øgede udgifter til skadedyrsbekæmpelse
Nyt nej til biogasanlæg: På den for fjerde gang
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Olivers hunde jagter rotter på Nordbyskolen
Mest læste artikler
Ny ejer: Maglebrænde-slagteren genopstår
Forældre i opråb om massive rotteproblemer på skole: - Det er ikke rart at vide, at mit barn render rundt i en rotterede
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Viceborgmester ekskluderet: - Vi gider ikke historier om intern uenighed
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det