Afstemning: Danmark vinder igen

Danmark vinder over Ungarn i aften i Parken.

Det mener 72 procent af brugerne på folketidende.dk, der har afgivet en stemme. Og det selvom Danmark er sikret en plads til VM i Sydafrika, og derfor intet har at spille for. Ungarn derimod har stadig en yderst teoretisk chance for at skaffe sig en play off-plads.

Ni procent af brugerne tror på et ufgjort resultat, mens 19 procent tror, at Ungarn vinder i Parken. 110 bruger har valgt at stemme.

Landstræner Morten Olsen kræver, at viljen er intakt mod Ungarn, selvom kampen er uden pointmæssig betydning for et hold, der har scoret i alle årets kampe. Det forpligter med en fyldt hjemmebane i Parken, mener Jon Dahl Tomasson.

De tusindvis af roliganer med billet til det danske landsholds kamp mod Ungarn kan ånde lettet op. I hvert fald hvis man skal tro landstræner Morten Olsens ord og de tørre tal for sæsonen.

Selvom Danmark efter 1-0-sejren over Sverige er kvalificeret til VM, garanterer Morten Olsen nemlig, at han stiller med et stærkt og motiveret landshold i VM-kvalifikationens sidste kamp.

- Vi vil slutte kvalifikationen af på en god måde mod et godt fodboldhold som Ungarn. Vi skal være tændte, som om det var den ultimative kamp, siger Morten Olsen.

Ifølge statistikken kan de danske tilskuere glæde sig til rød-hvide mål. Landsholdet har indtil videre scoret i samtlige otte landskampe i 2009, og det er ifølge Morten Olsen ikke tilfældigt.

- Det handler om at komme til chancer. Det er ikke SAS Liga-kampe, hvor der kommer ti eller 15 chancer. Set med internationale fodboldøjne får vi de chancer, som vi skal. Men for at få det op på resultattavlen og kvalificere sig til VM, skal du sparke boldene ind i kassen, og det har vi været rimelig gode til. Det er en af tingene, der gør, at vi fortsætter med vores spillestil, siger Morten Olsen.

Kampen vises på TV2 klokken 20:45.

Selvom Danmark ikke længere har noget at spille for, så tror næsten tre ud af fire på sejr i aften.

Offentliggjort Sidst opdateret