Afventende Fuglsang forventer kaotisk 1. etape

Jakob Fuglsang har smidt klassementdrømmene over bord og har blikket rettet mod enkelte etaper i årets Tour. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

Jakob Fuglsang udelukker ikke at gå efter 1. etape, men han vil tage bestik af det forventelige kaos.

Offentliggjort Sidst opdateret

Drømmen om at få en dag eller to i den gule førertrøje kan ofte give enorm uro i afslutningen på 1. etape af Tour de France, hvis sprinterne skal duellere med 60-70 kilometer i timen i en massespurt.

I år slutter åbningsetapen på en svær og drilsk stigning på tre kilometer, som helt sikkert sorterer de hurtigste folk og deres leadout-tog fra.

Men det betyder ikke, at finalen ikke bliver kaotisk, mener den danske veteran Jakob Fuglsang. Smalle veje og klassementholdenes frygt for problemer for kaptajnen er en farlig cocktail.

- Jeg tror, det bliver lidt kaos, for jeg kan ikke se, hvem der skal kunne kontrollere det, når vi rammer ind på de små veje, mener den 36-årige astanadansker.

- Ineos og Jumbo-Visma vil selvfølgelig gøre alt for at holde deres kaptajner fremme, men de er måske mindre interesseret i etapen som sådan.

Han forudser derfor, at flere hold vil forsøge at presse sig frem på de smalle veje i et forsøg på at holde kaptajnerne væk fra styrt og en dårlig position på bakken, som kan betyde tidstab.

- De fleste vil nok bruge holdkammeraterne til at holde sig fremme hen til stigningen for at komme ind i en god position, fordi det er så smalle veje.

Samtidig mener han også, at afslutningen indbyder til, at flere end normalt kan have en drøm om at komme i den mytiske gule trøje.

- Jeg tror, der er flere ryttere, etapen egentlig kan passe godt til. Måske endda flere ryttere end hvis det var en reel massespurt eller en reel stigning, vurderer han.

Selv overvejer han også at køre sin chance, men han vil først beslutte sig for det ude på ruten, når han ser, hvor kaotisk det bliver på vej hen mod finalen.

Til gengæld lægger han ikke skjul på, at han nok skal komme til at gå efter en eller flere sejre. Og at han har store forventninger til sig selv og de ti øvrige danskere i løbet.

- Lad os få en etapesejr mere end sidste år. Så lad os satse på tre, siger Fuglsang.

- Jeg tror på Magnus Cort, og så skal jeg også selv have en. Så er spørgsmålet, om vi skal give en til Kasper Asgreen eller til Søren Kragh. Selv om han tog to sidste år.

- Asgreen har virkelig taget et niveau op igen i år. Det handler også om, hvad taktikken for Quick-Step viser sig at være. Men han har virkelig vist sig at være bomstærk og har det, som skal til for at kunne gøre det.

Tourens 1. etape indledes lørdag ved middagstid i Brest og slutter på den tre kilometer lange bakke i Landerneau.