Afvist: Messi får ikke Fifa's blå rekordstempel

Det internationale fodboldforbund (Fifa) ønsker ikke at blande sig i debatten om, hvem der har scoret flest mål på et kalenderår - den rekord som Lionel Messi for nylig blev udråbt til indehaver af med sit 86. mål i år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter fejringen af argentinerens bedrift, da han passerede Gerd Müllers rekord på 85 mål fra 1972, kom det zambiske fodboldforbund med påstanden om, at Godfrey Chitalu scorede 107 mål i hjemlandet samme år, som tyskeren satte sin rekord.

Men Fifa vil ikke blandes ind i det skænderi.

- Vi har ikke en database, som rummer detaljer for alle spillede fodboldkampe i alle lande over hele verden siden starten af deres turneringer, siger FIFA-talsmand Alex Stone til BBC Sport.

- Det har bestemt ikke noget at gøre med at være partisk. Hvis vi kan bekræfte en rekord fra vores turneringer, så gør vi det gerne.

- Det er den slags data, som fans og medier gerne vil have.

Fifa-talsmanden bekræfter også, at Fifa ikke har blåstemplet Messis "rekord".

- Det er en rekord, hvor en medieperson tydeligvis har samlet noget statistik et sted og noteret sig, at Messi var tæt på at passere den rekord.

/ritzau/