AG København har tilsyneladende krammet på titelrivalerne Bjerringbro-Silkeborg i mændenes Jack & Jones Liga.
For anden gang på otte dage vandt de københavnske oprykkere over sidste års suveræne grundspilsvindere - denne lørdag endda med en femmålssejr på 33-28.
Og det på trods af, at midtjyderne havde massiv hjemmebanefordel i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor deres sortblusede tilskuere udgjorde den største fangruppering af de fire deltagende hold ved den store håndboldevent i Herning, hvor mere end 12.000 publikummer var mødt op.
Men trods den massive tilskueropbakning kunne Bjerringbro-Silkeborg ikke stille meget op mod den indtil videre ubesejrede AG-trup.
Københavnernes 5-1-forsvar voldte hjemmeholdet kæmpestore problemer. Skytter som Mads Ø. Nielsen og Simon Kristiansen kom sjældent rigtigt på skudhold, og i første halvleg lykkedes det kun for Bjerringbro-Silkeborg at lave 10 mål.
Alt for lidt, når nu AG København, der havde en tand mere fart i angrebet, i alt fik smidt bolden i nettet 18 gange i de første 30 minutter - og det selv om islandske Arnar Atlason udgik med rygproblemer undervejs.
- Legestue, blev der råbt oppe under taget, hvor en flok københavnske fans havde forskanset sig, og man var tilbøjelig til at give dem ret.
Bjerringbro-Silkeborg fik dog reddet en smule af æren hjem ved at vinde anden halvleg med tre mål, men det ændrede ikke ved den relativt klare sejr til udeholdet.
AG København fører fortsat ligaen, nu med 17 point for ni kampe, hvilket er to point mere end Skjern. Bjerringbro-Silkeborg har blot samlet 10 point og ligger dermed på sjettepladsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker