Måske er idéen ikke så dum. Altså den der med, at AG København skal være et europæisk tophold hurtigst muligt.
Det fristes man til at tænke, efter at københavnerne søndag slog franske Montpellier, der har verdensstjernen Nikola Karabatic på holdet, med 31-29 i håndboldens Champions League-gruppespil.
Montpellier, der vandt turneringen i 2003, hører hjemme i netop den elite, og det var dermed AGK's første helt store test. Den blev klaret til topkarakter.
AG København fik en ønskestart på opgøret og var allerede foran med tre mål efter to minutter, og ved pause var stillingen 21-12 til danskerne.
Mod slutningen af kampen hentede gæsterne dog stille og roligt ind på hjemmeholdet, men kom aldrig tættere på end 29-28 takket være Steinar Ege i AGK-målet.
Den sidste periode af kampen var desuden præget af en række tvivlsomme dommerkendelser, som gik mod både hjemme- og udeholdet.
De danske mestre virkede særdeles veloplagte.
Forsvaret var af ægte international klasse, kontrafasen anført af fløjene Niclas Ekberg og Gudjon Valur Sigurdsson gav lette mål, og i det etablerede angrebsspil kom Magnus Anderssons tropper let frem til chancer.
AGK-spillerne fightede eksemplarisk, hvor særligt midteraksen i forsvaret med Joachim Boldsen, Lars Jørgensen og en af brødrene Toft Hansen gav og tog mod de fysisk stærke franskmænd.
I den anden ende viste Mikkel Hansen, at han med rette er blevet nævnt som udfordrer til Nikola Karabatic om titlen som verdens bedste håndboldspiller.
Han var manden, der formåede både at sætte holdet og sig selv i scene.
Som i starten af kampen, hvor hjemmeholdet var i undertal, og Mikkel Hansen tog sagen i egen hånd, kæmpede sig forbi to 100 kilos mandfolk i Montpellier-forsvaret og bankede ind mod banden bag mål. Men scorede.
AG København er efter tre kampe i Champions League ubesejrede og ligger med lutter sejre side om side med Montpellier i toppen af gruppe D. Danskerne har dog en kamp i baghånden i forhold til franskmændene.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned