AG København har igen sat sig på førstepladsen i mændenes håndboldliga. De forsvarende mestre slog lørdag eftermiddag suverænt Skjern 28-20 i sæsonåbneren.
Kampen blev en fysisk hård affære. Fra startfløjtet blev der for alvor gået til stålet, og hvis spillerne var lidt rustne efter sommerferiepausen, så blev den rust hurtigt banket af.
Men kampens dommere formåede at holde det på et vist niveau, og der blev ikke uddelt unødige udvisninger. I stedet holdt de dygtigt gang i spillet og lagde en skarp, international linje.
En benhård første halvleg endte 11-11, men efter pausen tog AG København teten med Skjern halsende et par mål efter, og jyderne kom aldrig tæt på at hente to point i Brøndby Hallen.
Hos hjemmeholdet viste Steinar Ege verdensklasse og tog brodden af særligt Skjerns fløjspillere, som ikke kunne få bolden bag den norske målmand. Skjerns nye venstrefløj, Andreas Toudahl, må have mareridt om de mange redninger fra Steinar Ege i nat.
Imens så Skjern-spillerne efterhånden mere og mere slidte ud og begik i angrebsspillet en bunke tekniske fejl.
Det udnyttede AG København ad flere omgange ved hurtige omstillinger, og midt i anden halvleg var københavnerne pludselig foran med fem kasser.
Samtidig markerede Snorri Gudjonsson sig på playmakerpladsen hos AG København med flere flotte scoringer, mens Mikkel Hansen spillede sig op efter en mere anonym første halvleg, hvor det kun blev til en enkelt scoring fra en af ligaens største profiler.
Sidste sæson gik AG København ubesejret gennem ligaens grundspil, og holdet ligner endnu engang det dominerende hold i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned