AG København afviste lørdag det andet tophold på to uger, da holdet vandt 32-25 på udebane over Team Tvis Holstebro.
Dermed befæstede københavnerne positionen som en suveræn nummer et i mændenes Jack & Jones Liga i håndbold.
Hjemmeholdet kunne ikke stille meget op mod københavnerne, som bombede løs på målmand Michael Bruun, der ikke fik fat i ret meget. Mikkel Hansen scorede efter behag, når ikke AG-kontrafasen havde resulteret i en scoring forinden.
Hos Team Tvis stod den unge serber Petar Nenadic for de mest spektakulære afslutninger. Han lavede også kampens detalje, da han på et straffekast mod slutningen af kampen på bedste Anja Andersen-vis lavede en pirouette, inden han kastede bolden i mål.
Selv om Tvis fik rettet op på en skæv start og på et tidspunkt i første halvleg kun var bagud med et enkelt mål, stod der 18-13 til AG København efter pausen. I anden halvleg virkede det som om, at AG København skruede en smule ned for gassen, og selv om hjemmeholdet forsøgte sig med en anden forsvarsopstilling, kunne værterne ikke true gæsterne.
Med sejren over Tvis og de to point i sidste weekend mod Århus Håndbold har AG København nu opbygget et forspring på tre point i tabellens top. Nærmeste forfølgere er Århus Håndbold med 18 point og Skjern med 16 - sidstnævnte dog for én kamp færre
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde