AG Københavns licens kan blive dyr

Jesper Nielsen gjorde regning uden vært, da han i forbindelse med offentliggørelsen af købet af FCK Håndbolds herrehold fastslog, at holdet fra og med den kommende sæson skal spille på FCK'ernes licens i Jack & Jones Ligaen.

Licensen indehaves nemlig af FIF, der i en årrække har lejet den ud til FCK. Og moderklubbens bestyrelsesformand, Ebbe Christensen, vil ikke forære den væk til den københavnske storsatsning.

- Nu skal vi spænde buen og skrue op for taksterne. Vi har tænkt os at prøve at få det maksimale ud af det her, siger Ebbe Christensen til Berlingske Tidende.

Ifølge avisen har lejeaftalen hidtil kostet FCK Håndbold 300.000 om året for både herre- og kvindelicensen, men den pris ryger nu i vejret. FCK-direktør Thomas Hylle har fået frist til på mandag til at komme med et bud på, hvad han vil betale for retten til at spille ligahåndbold fremover.

Uanset, om parterne finder en løsning eller ej, kommer AG København nok under alle omstændigheder til at spille i landets bedste håndboldrække. Det nuværende AG Håndbold med landsholdsspilleren Lars Jørgensen ligger suverænt i spidsen for 1. division og står derfor til at rykke op.

Men da FCK Håndbold allerede har vundet pokaltitlen og også står med en fin chance for at spille sig i Champions League, er FIF's licens umiddelbart mere attraktiv.

/ritzau/

AG København må punge ud, hvis holdet skal overtage den licens, som FCK Håndbold spiller på. Moderklubben FIF lugter guld.

Offentliggjort Sidst opdateret