Åge Hareide går på trænerpension - igen
Åge Hareide stopper som træner, når Malmö FF er færdig med sæsonen. Foto: Annegret Hilse/Reuters
Efter et comeback i Malmö FF afslutter Åge Hareide inden længe endegyldigt sin trænerkarriere.
Åge Hareide var egentlig gået på pension, da han gjorde comeback i Malmö FF i september. Men nu er det snart endegyldigt slut.
Når sæsonen i Sverige er slut om få uger, så er den tidligere landstræner for Danmark færdig som fodboldtræner.
Det siger han til det norske medie NRK.
- Nu føler jeg mig færdig. Det har været mange år som træner, siger Åge Hareide.
Da Åge Hareide i sommeren 2021 havde et halvt år tilbage af sin kontrakt i norske Rosenborg, fortalte han, at han havde til hensigt at afslutte trænerkarrieren ved det efterfølgende årsskifte.
Det skete også, men Malmö overtalte altså nordmanden til at droppe pensionen. Nu annoncerer han så igen sin pension.
- Jeg sagde det også, da jeg stoppede i Rosenborg, men dette var helt specielt. Jeg har et specielt forhold til klubben Malmö og folkene der. Så det var bare en kortvarig opgave for at hjælpe, da de kom i knibe trænermæssigt, siger han.
Åge Hareide overtog Malmö, efter at klubben havde fyret Milos Milojevic.
På det tidspunkt lå de forsvarende svenske mestre på syvendepladsen i Allsvenskan, og det har ikke ændret sig under Åge Hareide.
Der resterer to runder af Allsvenskan, mens Malmö mangler to kampe i Europa Leagues gruppespil.
Åge Hareide var også træner for Malmö FF fra 2014 til 2015 og førte klubben til et svensk mesterskab, inden han blev landstræner for Danmark i 2016.
Tidligere i karrieren har Åge Hareide været træner for Brøndby. Det var han fra 2000 til 2001, og i den tid lykkedes det ham at hente et dansk mesterskab til den københavnske vestegn.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde