AGF balancerede på kanten af en pokalfiasko, men til sidst lykkedes det Superliga-klubben at vinde udekampen over Hvidovre fra 2. division.
11-10 blev cifrene i AGF's favør efter en dramatisk straffesparkkonkurrence, hvor de første 17 spark blev sendt ind over målstregen, før Hvidovres Marco Ziegler brændte kampens sidste spark.
Med sejren er AGF videre til fjerde runde af pokalturneringen, men det var ved at gå galt mod det undertippede hjemmehold, som førte to gange.
Jonas Hebo Rasmussen bragte Hvidovre foran efter otte minutters spil, men kort før den halve times spil fik AGF's Aron Jóhansson udlignet til 1-1.
Islændingen havde fået chancen i startopstillingen, mens Peter Graulund på sin 35-års fødselsdag indledte kampen på bænken.
Den tidligere FC København-anfører Hjalte Nørregaard, som var med i AGF's bruttotrup, blev siet fra den endelige trup og har således stadig sin førsteholdsdebut til gode.
Kort før pausen var Hvidovre-angriberen Søren Weibel på pletten, da han sendte bolden forbi AGF's vikarierende førstemålmand, Emil Ousager.
Efter cirka en times spil kom Peter Graulund på banen, og kort efter udlignede angrebskollegaen Søren Larsen til 2-2.
Der faldt ikke flere mål i kampen, heller ikke i den forlængede spilletid, og så skulle det hele afgøres i straffesparkkonkurrence.
Her var effektiviteten altså i højsædet frem til det sidste spark.
I sidste sæson spillede AGF og Hvidovre begge i 1. division, og dengang tilføjede AGF tirsdagens modstander to lussinger efter sejre på 7-1 hjemme og 3-0 ude.
AGF endte med at vinde 1. division med 72 point, mens Hvidovre rykkede ned i 2. division med blot 23 point.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker