AGF-direktør: Vi har fortjent et ordentligt stadion
AGF bør få et stadion uden atletikbane, så fansene kan skabe en bedre stemning, mener klubbens direktør.
AGF viste potentialet med omkring 18.000 fremmødte fans til torsdagens pokalfinale mod FC København i Parken, hvor der i alt var mødt 35.828 tilskuere op.
Og trods finalenederlaget på 1-2 til FCK, så synes AGF-direktør Jacob Nielsen, at klubben og især fansene viste, hvor stort potentialet er.
Jacob Nielsen mener, det er på tide, at klubben får et bedre stadion i Aarhus uden en atletikbane mellem græsset og tilskuerne, som ødelægger stemningen og atmosfæren.
- Finalen kan vi bruge til at vække en indre sult i og omkring klubben. Det gælder i de enkelte individer. Det gælder også kommercielt. Vi skal have skabt en endnu større fan-scene.
- Det må være åbenlyst for enhver, at AGF fortjener et ordentligt stadion. Det har vi bevist en gang for alle. Vi har det eneste stadion i hele Nordeuropa med en løbebane.
- Vi har Danmarks bedste fans. Jeg er sindssygt imponeret og stolt af vores fans og den passion, de viser, siger Jacob Nielsen.
Han savner dog, at AGF vinder nogle flere kampe i Superligaen, hvor holdet endnu ikke har vundet i år under træner Glen Riddersholm.
- Hvis man kan finde den vilje, som vi har vist i pokalkampene, og overføre den til kampene i Superligaen, så venter der mange sejre i resten af sæsonen, vurderer han.
AGF-sportschef Jens Andersson vil også gerne have AGF-spillerne til at vise samme gejst i kampene i Superligaen, som holdet har vist i pokalturneringen.
- Vi gjorde, hvad vi kunne. Men det rakte desværre ikke hele vejen. Jeg synes, vi viste som klub, at vi er store både uden for og inde på banen. Det skal vi vise noget oftere, fastslår Jens Andersson.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned