AGF henter norsk landsholdsforsvarer
Superligaklubben AGF forstærker sit forsvar forud for forårets kampe i den danske liga.
Klubben bekræfter, at den har hentet den norske landsholdsspiller Johan Lædre Bjørdal på en fri transfer fra Viking i den norske Tippeliga.
Bjørdal, der har optrådt tre gange på det norske A-landshold, spiller i midterforsvaret og tiltræder i AGF 1. januar på en kontrakt gældende til sommeren 2016.
- Vi får tilknyttet en ny kriger og en ambitiøs spiller. Han vil spille med i toppen af rækken, og det er også det mål, vi arbejder hen imod, siger AGF's sportschef Brian Steen Nielsen i en pressemeddelelse.
- Johan har markeret sig flot det seneste år og har præsteret at spille sig ind i start-11'eren på det norske landshold i vigtige kvalifikationskampe. Det vidner om, at han er en kvalitetsspiller, lyder det fra sportschefen.
Bjørdal fik sin landsholdsdebut i dette efterår, da han var med i Norges VM-kvalifikationskamp mod Cypern.
Efterfølgende figurerede han i startopstillingen i de to næste kampe mod Schweiz og Slovenien, som begge blev tabt og dermed markerede enden på det norske VM-håb.
I den forgangne uges to testkampe mod Danmark og Skotland var Bjørdal dog ikke blandt landstræner Per-Mathias Høgmos udvalgte.
Han kommer til AGF med 81 ligakampe for Viking som ballast.
- AGF virker som en stor klub med store ambitioner. Det passer mig rigtig godt, og jeg håber, at jeg kan være med til at sikre, at klubben etablerer sig i toppen af Superligaen. Jeg håber at sætte mit præg fra dag ét, siger Johan Lædre Bjørdal.
/ritzau/
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet