AGF-målscorere er lettede over Europa League-kvalifikation

AGF's Bror Blume (tv.) er lettet over, at hans hold onsdag formåede at besejre OB og komme med i Europa League-kvalifikationen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

AGF's målscorere, Bror Blume og Patrick Mortensen, var onsdag lettede efter kvalifikationen til Europa League.

Offentliggjort Sidst opdateret

AGF's målscorere i onsdagens 2-1-sejr i Superligaens Europa Playoff-kamp over OB, Bror Blume og Patrick Mortensen, var aldeles lettede, efter at de sammen med resten af AGF-holdet sikrede klubbens første europæiske deltagelse i otte år.

Selv om holdet i søndags blev hyldet foran Ceres Park for klubbens første sæt medaljer i 23 år, mente de begge, at de var gået på sommerferie med en noget flad fornemmelse, hvis den europæiske deltagelse var glippet.

Især fordi AGF sluttede fire pladser over OB, mente Blume, at holdet havde alt at tabe forud for onsdagens opgør.

- Lettet er nok det, der beskriver det bedst lige nu. Jeg føler, at vi havde alt at tabe i den her kamp.

- Det havde været en flad fornemmelse efter så fed en sæson, og jeg er både lettet og glad, siger Blume efter sejren.

Også holdets topscorer, Patrick Mortensen, var lettet, og han glæder sig til at fejre den flotte sæson ordentligt, nu hvor holdet ikke kunne gøre det efter overrækkelsen af bronzemedaljerne i søndags.

- Det var dejligt at slutte godt af mod et godt OB-hold, der har været godt kørende siden sidst.

- Det var lidt ærgerligt, da vi stod i søndags og ikke rigtig kunne fejre det. Så det var det helt rigtige resultat at gå på sommerferie med, siger AGF-holdets topscorer.

2-1-sejren og den europæiske kvalifikation er lig med flere kampe i næste sæson til holdet fra Aarhus, og derfor håber onsdagens AGF-anfører også, at klubben vil holde fast i det meste af truppen.

- Jeg håber, vi kan holde sammen på stammen. Det er klart, at der er rigtig mange, der har gjort det fremragende i år, og der er nok også nogen, der bliver solgt på baggrund af det, siger Mortensen.

Blume mener, der skal bygges videre på den stabilitet, som AGF har fået skabt i den netop overståede sæson, og at holdet står godt rustet til den kommende.

- Vi har fået et sindssygt stærkt fundament i holdet, og der går længere og længere tid mellem, at vi har en dårlig kamp, og det kan vi tage med videre ind i næste sæson.

- Så jeg synes, at vi står rigtig stærkt frem mod næste sæson, fastslår midtbanemanden.