AGF-sejr øger presset på Kent Nielsen

Tre SAS Liga-nederlag i træk. Det er de triste fakta for Brøndby, efter at holdet søndag tabte 0-1 til AGF på NRGi Arena i Århus.

Dermed er presset øget på den i forvejen stærkt kritiserede Brøndbytræner, Kent Nielsen. I en klub som Brøndby, hvor medaljer nærmest er skrevet ind i trænerens jobbeskrivelse, er tre nederlag på stribe ikke godt nok. De gulblusede er otte point efter førerholdet OB, der oven i købet har spillet en kamp færre.

Fra starten af det meget velspillede opgør mod AGF var Brøndby tanden dårligere. Århusianerne overlod det meste af spillet til Brøndby, men hjemmeholdet var gode til at erobre bolden og slå lynhurtige kontraangreb. Det var sådan, AGF kom foran 1-0.

Peter Graulund fik bolden i dybden, afdriblede en mand og scorede med et fladt skud. Brøndbyerne nåede også frem til en hel del chancer, men det sidste manglede. Enten var indlæggene dårlige, eller også var afslutningerne dårlige.

Ved dødboldene var det tydeligt, at Brøndbys normalt så stærke luftangreb manglede sit farligste våben, angriberen Morten "Duncan" Rasmussen, der var ude med karantæne.

I det hele taget var Brøndby-holdet stærkt svækket, da profilerne Samuel Holmén, Thomas Rasmussen og Mikael Nilsson også manglede.

/ritzau/

Brøndbytræner Kent Nielsen er presset, efter at hans hold søndag tabte 0-1 til AGF. Det var Brøndbys tredje SAS Liga-nederlag i træk.

Offentliggjort Sidst opdateret