AGF sendt ud af pokalturnering

AGF har indledt sæsonen med masser af succes. Mens århusianerne er begyndt at snakke om medaljer i SAS Ligaen, så er træner Erik Rasmussens mandskab dog færdig i landspokalturneringen, der hedder Ekstra Bladet Cup. Onsdag aften blev AGF således sendt ud af Viborg fra landets næstbedste række.

Viborgs angriber Søren Ulrik Vestergaard sørgede for overraskelsen, da han i overtiden sikrede viborgenserne en sejr på 1-0 over AGF, der skuffende må forlade pokalturneringen efter anden runde. Mens århusianerne er færdige, så spillede SAS Liga-konkurrenterne fra Esbjerg sig videre med en sejr på 2-1 hos FC Vestsjælland. Sønderjyske slog Greve fra 2.-division med 4-3.

AaB, Silkeborg og HB Køge er nogle af de øvrige mandskaber fra SAS Ligaen, der er i aktion onsdag aften. Alle kampe er dog endnu ikke færdigspillet.

/ritzau/

Erik Rasmussen og AGF er færdige i landspokalturneringen efter et nederlag til Viborg fra næstbedste række.

Offentliggjort Sidst opdateret