AGF strøg til tops i SAS Ligaen

AGF ligner for første gang i en halv menneskealder et seriøst bud på et tophold. Erik Rasmussens tropper kørte uden problemer over Randers med 3-2.

Fejende flot og forrygende. Man skal have superlativerne frem for at beskrive det AGF-hold, der mandag aften strøg til tops i SAS-ligaen ved at vinde med 3-2 i Randers. Ikke siden sæsonen 1996/97, hvor AGF hentede sølv, har man set de udvalgte fra Smilets By agere med sådan en overlegenhed, bestemthed og effektivitet i spillet.
Et veloplagt AGF-hold kørte lige fra første fløjt Randers helt over. Med smækre kombinationer, direkte spil og kynisme i feltet, flænsede århusianerne specielt Randers i kontrafasen, og skabte sig en fortjent pauseføring på 3-1.
Randers gik straks efter pausen over til at spille 4-4-2 for at aktivere den ikke-eksisterende midtbane fra første halvleg, og det hjalp en del på kronjydernes spil. Men da Marc Nygaard høvlede et straffespark langt over mål efter en times spil, blev hjemmeholdets skæbne definitivt beseglet.
Kasper Lorentzens sene reducering var kun make-up, så derfor kunne AGF fortjent tage de tre point med sig i bussen de godt 30 kilometer sydover på motorvej E45.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret